Elever vil bekæmpe volden

maj 28, 2008

Vold og narko er et problem på handelsskoler landet over og specielt i større byer, mener eleverne. Nu vil de selv stoppe den negative udvikling med ny kampagne.

23-årige Christian Schaumburg-Müller stod målløs på gaden klokken 00.30. Festen skulle ellers have fortsat til klokken fire, men uenige elever var røget i totterne på hinanden. De tilstedeværende vagter kunne ikke håndtere uromagerne og tilkaldte politiet, der kort tid senere lukkede festen. Tilbage stod Christian og næsten 2.000 øvrige elever fra Niels Brocks Handelsgymnasium på gaden i hovedstaden. Da Urban interviewede handelsskoleeleven i går – næsten et år efter begivenheden – irriterede slagsmålet og lukningen stadig 2.g-eleven.

“Det er ufatteligt, at få personer kan få sig selv til at ødelægge en festlig aften for så mange andre,” forklarer den 23-årige københavner.

Det er blandt andet episoder som ovenstående, der har inspireret Landssammenslutningen af Handelsskoleelever (LH) til at lave en kampagne for et bedre undervisnings- og skolemiljø. Formand for LH og elev på HHx-linjen på Århus Købmandsskole, Lisa Luk, forklarer baggrunden.

“Vold og stoffer gør eleverne utrygge på skolen og til festerne. Og handelsskolerne skal være et sted, hvor man kan fokusere på sin uddannelse. Vi er ikke i tvivl om, at fænomenet er mest udbredt i landets større byer. Der er mange eksempler på skolefester, hvor elever overfalder hinanden, og den slags må bare ikke ske,” siger Lisa Luk.

Tilpasses den enkelte skole

Kampagnen starter efter sommerferien i år. Inden da vil LH uddanne 20 elever, der skal besøge elevrådene landet over. Målet er at indføre tiltag, der passer til hver enkelt skole.

“Vi vil via vores kampagne forsøge at få elever til at føle mere ansvar over for sig selv og hinanden. Også selv om de går på en stor skole, hvor man umuligt kan kende alle. Problemet her er, at nogle elever føler, de skal markere sig,” forklarer Lisa Luk og understreger, at kampagnen bliver 100 procent elevstyret.

Formanden for Danske Erhvervsskoler, Ingo Østerskov, er glad for, at LH tager fat i kampen for et bedre og mere trygt miljø på skolerne. Desuden er han enig i elevernes holdning om, at storbyerne rammes hårdest af vold og narko.

“Det er klart at de skoler, der ligger i store byer, også er plaget af de sociale problemer, der i øvrigt findes i de områder. Det er ikke kun noget, der rammer erhvervsskoler, men alle institutioner generelt,” siger Ingo Østerskov. Ud over vold og narko vil eleverne forsøge at begrænse mobning samt skabe flere sociale aktiviteter på de enkelte skoler.

Bragt i Urban, den 28. maj 2008


Læserbrev: Ikke bare godt – uendeligt tiltrængt

maj 23, 2008

Læserbrev: Folketingsmedlem fra Venstre, Kristian Pihl Lorentzen, kalder det i et læserbrev i Viborg Stifts Folkeblad for »godt nyt for handelsskoleeleverne«, at regeringen, sammen med Dansk Folkeparti og Ny Alliance har øget bevillingen til HHX med 125 millioner kr. fra 2009. Det er ikke bare godt nyt, det har været utroligt tiltrængt. Forskellene mellem handelsskolen og det almene gymnasium har været for store, der har været flere i klasserne, flere lærerfri-timer og dårligere kontakt mellem lærer og elev. Det skal der rettes op på nu!

Pengene har været utroligt tiltrængte. Derfor er det vigtigt, at pengene bliver brugt på konkrete forbedringer for handelsskoleeleverne. Det ville være uansvarligt at på forhånd definere, hvordan pengene skal bruges i stedet skal ledelsen og eleverne på alle handelsskolerne sætte sig sammen og beskrive de grundlæggende kvalitetskrav, som alle elever kan forvente at møde på en handelsskole. Derefter sætte pengene ind der, hvor der er mangler.

Landssammenslutningen af Handelsskoleelever foreslår, at der på alle handelsskoler bliver oprettet et udvalg mellem ledelsen og eleverne, der i fællesskab skal finde indsatsområderne på skolerne. Eleverne vil have konkrete forbedringer allerede fra skolestart 2009.

Af Lisa Luk, formand for Landssammenslutningen af Handelsskoleelever.

Bragt i Viborg Stifts Folkeblad den 11. marts.


Læserbrev: Tid til at holde det, du lovede, Bertel

maj 23, 2008

I Berlingske Tidende søndag 24. februar harcelerer Bertel Haarder over, at repræsentanter for de tre elevorganisationer på ungdomsuddannelserne beder ham om at tage de planlagte besparelser på uddannelsesområdet af bordet. Bertel Haarder mener, at man glemmer at regne indtægterne med, når man kigger på det samlede regnskab for uddannelserne. Det ændrer nu ikke på, at Bertel Haarder under valgkampen lovede handelsskoleeleverne, at taxametertilskuddet til handelsskolerne ville stige med 5.000 kr., enten i 2007 eller 2008. Nu er finanslovsforslaget lagt frem, og det ser ikke ud som om det sker. Handelsskolerne får godt nok øget deres taxametertilskud med 2.400 kr. pr. elev, men samtidig skal der spares en pct., og så ender taxameterstigningen på lige under 2.000 kr. Undervisningsministeriet har selv påpeget, at handelsskolerne mangler 5.000 kr. pr. elev for at kunne holde samme kvalitet i uddannelserne som de almene gymnasier. De manglende penge betyder, at der stadig vil være flere i klasserne, frafaldet vil ikke blive sænket, undervisningsmiljøet vil ikke blive forbedret. Så det er tid til at holde det, du lovede, Bertel!

Lisa Luk
Formandskandidat Landssammenslutningen af Handelsskoleelever

Bragt i Berlingske Tidende, den 29. februar 2008.


19-årig århusianer ny formand for handelskoleeleverne

maj 23, 2008

Følgende 5 artikler blev bragt da jeg blev valgt som formand for LH.

Århus Stiftstidende bragte den 9. marts denne artikel

Arbejderen bragte den 11. marts denne artikel

JP Århus bragte den 13. marts denne artikel

Jydske Vestkysten bragte den 23. marts denne lille artikel

Fagbladet Gymnasieskolen bragte denne artikel